Nye stier og valmueroser

I dag er det Ingers fødselsdag. Hun bliver 82 år. Inger bor alene i sit sommerhus på kanten​ af skoven og er et af de mest levende mennesker jeg kender. Hun ler som lærken synger og er nysgerrig som en søpapegøje, der med hovedet på skrå, holder øje med dig og verden med sine intelligente, stærkorange øjne. Og så har hun aldrig fået børn.

Jeg tænker rigtig meget på Inger i disse dage. Jeg kender mange kvinder, der enten har valgt ikke at få børn, eller ikke har kunnet få børn, men de kvinder er på min egen alder. Jeg har ingen krystalkugle. Jeg kan ikke se fremtiden, som andet end de vage forestillinger, jeg danner mig, når jeg kigger på ældre kvinders liv og deres historie. Vi går af stier, hvor andre fodtrin har trådt før os, selvom rejsen er forskellig og helt vores egen. Jeg mangler en sti at gå, og derfor kigger jeg på Inger og finder trøst i hendes smil og det vage løfte om en en lykkelig fremtid, jeg ser i hendes blide vandblå øjne. Tillykke Inger og tak.

Denne tekst er min fødselsdagsgave til Inger og følger S.'s fantastiske broderigave:

Jeg vidste ikke, at valmuer kunne være lyserøde, så jeg troede fejlagtigt, at de var roser. De tog mig det ikke ilde op. Faktisk tror jeg, at de var lidt stolte over, at jeg troede sådan. De begyndte deres liv som snore, fint på række. Lyserød i tre nuancer, sort, grønt og gult. Langsomt sting for sting groede de frem af stoffets bløde jord. Det tog tid. Mange tanker blev tænkt og hver tanke fastholdt under et korssting, hvor den lå og sprællede med arme og ben lige ud til siden. Så mange tanker sammen kan ikke andet end skabe personlighed. Vi enedes hurtigt om valmueroser, broderiet og jeg, til vores begges tilfredshed