Lidelsesfællen
I denne uge kom brevet. Min behandling var afsluttet, men der var kræft i udbrud. En plet. Nok til at kvalificere mig til et opfølgningsprogram. Mange års samvær med et "gråt måske". Du er helbredt - for nu i hvert fald. (Selvom risikoen for tilbagefald kun var mikroskopisk). En sort plet med en lang, urovækkende skygge.
I de tidlige morgentimer efter "dagen med brevet" Ærgerede jeg mig - som så mange gange før- over ikke at være sådan en, der trivedes med modstand. Det kunne være fedt for en gang skyld at være en af dem, der råber " fuck you cancer" med langemand lige i vejret. En af dem, der marcherer derudaf med løftet hoved, fast besluttet på at leve livet fuldt ud af den simple årsag, at kræften fandme ikke skal tro noget. Eller sådan nogle havde jeg i hvert fald en forestilling om fandtes derude
Folk sagde til mig, at det jo var godt, at de fulgte op, at det var betryggende. Og det er indiskutabelt rigtigt. Alligevel følte jeg mig ikke spor tryg.
Når jeg mødte politiet i fuld udrustning på Nørreport efter terrorangrebet, var de der for at passe på mig, og alt jeg havde lyst til, var at råbe af dem (selvom de på ingen måde fortjente det) "Gå jeres vej. Kan I ikke forstå, at jeg ikke er klar til den verden, I repræsenterer. Så længe I er her med jeres frygtindgydende maskingeværer, kan jeg ikke bilde mig selv ind, at verden er et trygt sted, hvor en terrorist ikke vil slå mig ihjel. Den gamle verden var tryg. Den var kendt. Den var fuld af problemer, som ikke betød noget. Jeg kan bedst lide det sådan". Nu var det ikke politiet, men lægerne, jeg gerne ville råbe af.
Jeg tullede altså rundt i ret så mørke tanker, da det mest utrolige skete. En kollega kom pludselig hen til mig og sagde med et varmt smil. "Jeg hører, at vi er lidelsesfæller... Operationen var en ting, men det værste var egentlig forløbet efter... Hvis du har brug for at snakke med en..." Det røg ud af mig, før jeg overhovedet kunne vurdere om det var noget, man kunne tillade sig at sige "nåede du, at få børn?"
"nej" svarede hun. Hun så ikke vred ud
Jeg stirrede på hende.
Hun forstod.
Hun stod lige foran mig, og hun kunne forstå mig. Og når jeg gik ud af rummet, ville hun stadig være der, og jeg ville kunne ringe til hende, jeg vil kunne spørge hende om ting. Og hun ville forstå.
Jeg havde ikke anet, hvor ensom jeg var, før dette øjeblik. Og bare det blotte faktum, at hun fandtes derude er sted, at jeg kendte hendes navn, at jeg vidste, hvordan hun så ud, var sjovt nok allerede nok. Jeg var ikke alene mere.
Jeg har mødt spandevis af omsorg fra min omverden og mange helhjertede forsøg på forståelse, og jeg har rullet mig ind i det, som var det et blødt og lunt tæppe og hvert sekund af det har været værdsat. Og så har jeg mødt mange, mange ubetænksomme kommentarer fra folk, som af deres gode hjerte har forsøgt at sige den rigtige ting. Det er helt okay. Jeg har været åben, og en vis del godhjertet ubetænksomhed er prisen for åbenhed. Det er sådan det er, og det skal man være villig til.
Jeg er ikke er menneske, der trives med modstand. Men den dag forstod jeg en fuldstændigt afgørende ting. Det var slet ikke nødvendigt at være "ensom kriger". Der fandtes en styrke meget større, end jeg nogensinde selv vil kunne mønstre - "the Power of the shared story"
Det virker sådan her: Du er alene i mørket og pludselig er der en der tager din hånd, og du hvisker "Er du også bange for mørket?" Og håndens ejer hvisker tilbage "ja jeg er også bange for mørket"
Du er stadig i mørket, men du er ikke alene mere. Og mørket er nu et helt andet og meget mindre farligt mørke. Der er nemlig en, der er bange ved siden af dig.
I de tidlige morgentimer efter "dagen med brevet" Ærgerede jeg mig - som så mange gange før- over ikke at være sådan en, der trivedes med modstand. Det kunne være fedt for en gang skyld at være en af dem, der råber " fuck you cancer" med langemand lige i vejret. En af dem, der marcherer derudaf med løftet hoved, fast besluttet på at leve livet fuldt ud af den simple årsag, at kræften fandme ikke skal tro noget. Eller sådan nogle havde jeg i hvert fald en forestilling om fandtes derude
Folk sagde til mig, at det jo var godt, at de fulgte op, at det var betryggende. Og det er indiskutabelt rigtigt. Alligevel følte jeg mig ikke spor tryg.
Når jeg mødte politiet i fuld udrustning på Nørreport efter terrorangrebet, var de der for at passe på mig, og alt jeg havde lyst til, var at råbe af dem (selvom de på ingen måde fortjente det) "Gå jeres vej. Kan I ikke forstå, at jeg ikke er klar til den verden, I repræsenterer. Så længe I er her med jeres frygtindgydende maskingeværer, kan jeg ikke bilde mig selv ind, at verden er et trygt sted, hvor en terrorist ikke vil slå mig ihjel. Den gamle verden var tryg. Den var kendt. Den var fuld af problemer, som ikke betød noget. Jeg kan bedst lide det sådan". Nu var det ikke politiet, men lægerne, jeg gerne ville råbe af.
Jeg tullede altså rundt i ret så mørke tanker, da det mest utrolige skete. En kollega kom pludselig hen til mig og sagde med et varmt smil. "Jeg hører, at vi er lidelsesfæller... Operationen var en ting, men det værste var egentlig forløbet efter... Hvis du har brug for at snakke med en..." Det røg ud af mig, før jeg overhovedet kunne vurdere om det var noget, man kunne tillade sig at sige "nåede du, at få børn?"
"nej" svarede hun. Hun så ikke vred ud
Jeg stirrede på hende.
Hun forstod.
Hun stod lige foran mig, og hun kunne forstå mig. Og når jeg gik ud af rummet, ville hun stadig være der, og jeg ville kunne ringe til hende, jeg vil kunne spørge hende om ting. Og hun ville forstå.
Jeg havde ikke anet, hvor ensom jeg var, før dette øjeblik. Og bare det blotte faktum, at hun fandtes derude er sted, at jeg kendte hendes navn, at jeg vidste, hvordan hun så ud, var sjovt nok allerede nok. Jeg var ikke alene mere.
Jeg har mødt spandevis af omsorg fra min omverden og mange helhjertede forsøg på forståelse, og jeg har rullet mig ind i det, som var det et blødt og lunt tæppe og hvert sekund af det har været værdsat. Og så har jeg mødt mange, mange ubetænksomme kommentarer fra folk, som af deres gode hjerte har forsøgt at sige den rigtige ting. Det er helt okay. Jeg har været åben, og en vis del godhjertet ubetænksomhed er prisen for åbenhed. Det er sådan det er, og det skal man være villig til.
Jeg er ikke er menneske, der trives med modstand. Men den dag forstod jeg en fuldstændigt afgørende ting. Det var slet ikke nødvendigt at være "ensom kriger". Der fandtes en styrke meget større, end jeg nogensinde selv vil kunne mønstre - "the Power of the shared story"
Det virker sådan her: Du er alene i mørket og pludselig er der en der tager din hånd, og du hvisker "Er du også bange for mørket?" Og håndens ejer hvisker tilbage "ja jeg er også bange for mørket"
Du er stadig i mørket, men du er ikke alene mere. Og mørket er nu et helt andet og meget mindre farligt mørke. Der er nemlig en, der er bange ved siden af dig.
Kommentarer
Send en kommentar