Er barnløshed noget der sker for kvinder eller par?
I weekenden var jeg til middag hos min far og hans kæreste. Jeg fortalte. De lyttede.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg havde nået at sige varianter over "jeg kan ikke få børn", da min fars kæreste afbrød mig. "Det er vel et par, der ikke kan få børn?" "ja, åh ja selvfølgelig" sagde jeg pludselig flov og skottede over til S. som klemte min hånd beroligende.
Da jeg lå i min seng den aften, kunne jeg ikke sove? Hvorfor havde jeg sagt sådan?
Var det fordi, jeg var selvoptaget. Nogle gange er svaret jo det mest enkle. Men forsvindende få spurgte til S. Og endnu færre spurgte til "vi" Og selvom jeg ikke havde undret mig over det et sekund, pegede det så ikke i retning af, at selvoptagethed var for simpel en forklaring?
Var det det hardcore faktum, at S. kunne, og jeg ikke kunne? Hans skib var ikke sejlet. Men hvis det var det, hvorfor sagde jeg det så? Jeg stolede på S og vores kærlighed.
Og så var der spørgsmålet, som blev ved med at runge i mit hoved: "nu må vi se, om han elsker dig ligeså højt uden en livmoder?" Spørgsmålet kom fra min kræftlæge, det var ment i sjov, men det forstyrrede mig. Jeg fortalte det til alle, der gad hører på mig, fordi jeg ville se deres ansigtsudtryk. Se, er det forargelse du føler? Faktum var nemlig, at jeg havde mødt varianter over den. Kvinder, der havde trukket mig til side og forsikret mig om, at S. elskede mig, at han ikke ville forlade mig, også selvom jeg ikke kunne give ham børn. Det var kærligt ment, men også urovækkende. Hvorfor følte de overhovedet behov for at bekræfte mig? Ville de have sagt det samme til S.?
Det efterlod mig med et meget ubehageligt spørgsmål: er det stadig kvindens opgave at give sin mand børn, at føde næste generation? Og hvis hun ikke lever op til den forpligtelse hvad så? En dårlig kone? Bryllupskontrakten må gå tilbage. Du har ikke leveret. Og når jeg bad S. om at tilgive mig, at min krop havde berøvet ham muligheden for at blive far i dagene efter den endelige besked, - (og han hver gang blidt forsikrede mig om, at han ikke så mig som et reproduktionsorgan), - var det så dybeste set fordi jeg selv tænkte sådan?
Er barnløshed (stadig) noget der sker for kvinder? Ville nogen kalde en mand barnløs?
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg havde nået at sige varianter over "jeg kan ikke få børn", da min fars kæreste afbrød mig. "Det er vel et par, der ikke kan få børn?" "ja, åh ja selvfølgelig" sagde jeg pludselig flov og skottede over til S. som klemte min hånd beroligende.
Da jeg lå i min seng den aften, kunne jeg ikke sove? Hvorfor havde jeg sagt sådan?
Var det fordi, jeg var selvoptaget. Nogle gange er svaret jo det mest enkle. Men forsvindende få spurgte til S. Og endnu færre spurgte til "vi" Og selvom jeg ikke havde undret mig over det et sekund, pegede det så ikke i retning af, at selvoptagethed var for simpel en forklaring?
Var det det hardcore faktum, at S. kunne, og jeg ikke kunne? Hans skib var ikke sejlet. Men hvis det var det, hvorfor sagde jeg det så? Jeg stolede på S og vores kærlighed.
Og så var der spørgsmålet, som blev ved med at runge i mit hoved: "nu må vi se, om han elsker dig ligeså højt uden en livmoder?" Spørgsmålet kom fra min kræftlæge, det var ment i sjov, men det forstyrrede mig. Jeg fortalte det til alle, der gad hører på mig, fordi jeg ville se deres ansigtsudtryk. Se, er det forargelse du føler? Faktum var nemlig, at jeg havde mødt varianter over den. Kvinder, der havde trukket mig til side og forsikret mig om, at S. elskede mig, at han ikke ville forlade mig, også selvom jeg ikke kunne give ham børn. Det var kærligt ment, men også urovækkende. Hvorfor følte de overhovedet behov for at bekræfte mig? Ville de have sagt det samme til S.?
Det efterlod mig med et meget ubehageligt spørgsmål: er det stadig kvindens opgave at give sin mand børn, at føde næste generation? Og hvis hun ikke lever op til den forpligtelse hvad så? En dårlig kone? Bryllupskontrakten må gå tilbage. Du har ikke leveret. Og når jeg bad S. om at tilgive mig, at min krop havde berøvet ham muligheden for at blive far i dagene efter den endelige besked, - (og han hver gang blidt forsikrede mig om, at han ikke så mig som et reproduktionsorgan), - var det så dybeste set fordi jeg selv tænkte sådan?
Er barnløshed (stadig) noget der sker for kvinder? Ville nogen kalde en mand barnløs?
Kommentarer
Send en kommentar