Om bloggen

Hvad er en abeorkide, spørger du? Indrømmet, jeg tror ikke, at det er den tekniske betegnelse, men har man set dem, forestiller jeg mig, at man ikke kan være andet end enig i, at det præcist, er det, der er - en abeorkide

Da jeg var blevet udret for livmoderkræft, og jeg ventede på mit svar, forsvandt min fantasi. En sten var pludselig ikke andet end en sten. En blomst var kun en blomst. Jeg havde mistet dobbelt-blikket. Jeg så ikke længere historier; gode, usammenhængende eller direkte dårlige. De var allesammen væk.

Først da blev jeg alvorligt bange.

Lige meget, hvor skidt det har stået til, har mig og min fantasi altid været sammen. Nu var jeg alene i al gråheden og i alvorlig fare for at miste mig selv til livmoderkræft og som 31 årige uden barn også potentiel barnløshed.

Jeg husker lige så tydeligt at stå ude i køkkenet og tænke, at det var så det. Det er muddergråt herfra. Get with the program. Så kaldte min mand på mig fra stuen "kom og se den her fantastiske orkide skat. Den ligner fuldstændig en abe" han holdt sin telefon henimod mig og der sad den, et lillebitte orangutang-hoved i en orkide.

Det kunne min fantasi alligevel ikke modstå. Hun kravlede frem fra, hvorend hun havde gemt sig, moslede op på min skulder, og  hviskede, så hun pustede varm luft ind i øret på mig (måske mest til sig selv) "Verden kan nu alligevel ikke være så slem, når der findes bittesmå abehoveder inde i orkide-blomster" 

Og det er hvad abeorkide (og bloggen) er for mig, en beskytter mod alt det muddergrå. 

På bloggen samler jeg beskrivelser af ting, der rør mig (og måske også dig); tanker og stemninger fra mit liv. Og digter bittesmå historier.

Jeg håber, at du har lyst til at læse og snakke med. 


Kommentarer

Populære opslag