Jeg ønsker mig et viskelæder på størrelse med Rundetårn

Jeg har en ekstrem lyst til at rydde op og flytte rundt. Uden mulighed for at løfte på noget, er det dog pt. en uopnåelig drøm og det er i sig selv en sær oplevelse. At drømme om muligheden for at rydde op. Helt ærligt!

Da S. og jeg købte lejligheden planlagde vi efter, at den engang skulle indeholde børn. Den er stor. Her er plads til en familie. Og den er smuk og fuld af ting, - store og små - og så giver den mig i disse dag en sørgmodig følelse.

Lad os starte med de små ting.  De fleste har reelt brug for ganske få  ting, så derfor er de fleste små ting, noget jeg købte, fordi jeg ønskede mig uopnåelige ting ad tingen, ting som eventyr, magiske øjeblikke og glæde. Altsammen mens jeg ventede på, at mit egentlige liv uden for Kræftland  skulle begynde. Et liv som jeg selvfølgelig forventede ville indeholde de ting helt af sig selv. Ting er dog kun ting. De kan ikke så meget. Du kan puste liv i dem i et stykke tid, men ofte går luften af ballonen, og tingen bliver igen bare en ting. Det er synd for den, men man må acceptere den, som den er. De kan være et lille bidrag, aldrig en erstatning. Og de kan vigtigst af alt ikke erstatte de store ting.

Så er der de store ting. De store linjer. De linjer,  som du tegner på dit livs blue-print. Hvor skal børneværelset være? Hvor skal soveværelset være i forhold til børneværelset? Hvor stort et spiseborde har du egentlig brug for, for at holde juleaften med din familie? Kulisser til et liv, der aldrig bliver.

Jeg ønsker mig et viskelæder på størrelse med Rundetårn og så vil jeg viske og viske så viskesmulder står mig om ørerne som viskesmulder-haglbyger. Og så vil jeg sætte mig ved det hvide papir og forsigtigt begynde at skitsere. Kun med blyant dog. Er ikke klar til blæk.



Kommentarer

Populære opslag