En blød og dellet yoyo

Hvad der føles som tusind hormonkure siden, havde min krop og jeg netop etableret et skrøbeligt venskabsforhold. Vi  har været på Des med hinanden det meste af mit liv. Min krop var den fjerne slægtning, du ser en eller to gange om året til pligtbetonede familiearrangementer. Vi kendte til hinanden, men vi kendte ikke hinanden. I 2013 ændrede det sig. I håbet om, at det vil gøre det lettere at få børn tabte jeg mig 20-25 kg. Jeg trænede, jeg spiste sundt og for første gang i mit liv var jeg rigtig glad for min krop. Det gjorde mig bare ikke gravid. Og efter at have begyndt udredning for barnløshed fik jeg min diagnose: Begyndende livmoderkræft.

Jeg kan ikke selv pinpointe tidspunktet, hvor min krop og jeg slap hinandens hænder, men jeg ved, at det er sket. Jeg holdt op med at genkende mine kropslige reaktioner. Hvad var medicin og hvad var mig? Jeg kunne ikke finde rundt i det mere. Samtidig stod jeg konstant over for kravet om at tabe mig fra lægerne.Og min vægt hoppede op og ned som en blød og dellet yoyo uden nogensinde at nå den forkromede streg på vægten. Jeg smed alt hvad jeg vidste om at tabe mig ud med badevandet af ren og skær panik. Kilo af. Kilo på.

Selvfølgelig har jeg en drøm om den perfekte krop. Jeg er en moderne kvinde, med de fleste basale fysiske behov opfyldt. Jeg har råd til at være sygeligt optaget af ting, der i det større billede er uvigtige. Men i disse dage er min drømme langsomt begyndt at blive simplere og en hel del større. At være glad for min krop igen. At kende min krop igen. At være kropsligt nok for mig.