Hvis årets måneder var en gymnasieklasse
Januar var den type fyr, din mor advarede dig imod. Hadet af de voksne nedstirrede han verden med sine isblå øjne under en vild lok af sort hår. Et koldt og arrogant blik, designet til at skjule de vilde strømninger under isen på de frostbelagte fjorde, der gjorde hans ansigt til en snehvid maske. Du kan argumentere for at januar var den type ung, der blot havde brug for er knus, men tragedien er, at han aldrig vil få det. - Han var nemlig for vred til at nogen ville have modet. Sådan var januar, fanget i sin egen kulde, mens han hemmeligt drømte om en smule varme.
Februar og marts var typiske medløber-drenge. De hang ved januar. Lo af hans isnende spydigheder, men manglede selv det der strejf af coolness. Grinende og bøvede. Men selv hos medløber-drenge er der altid en hakkeorden først februar, så marts. Det var svært helt at forstå for andre, hvad det var der gjorde det, men marts vidste det godt. Han havde nemlig en hemmelighed. En rigtig pinlig hemmelighed for en stor bøf som marts. Marts elskede blomster. Hver aften tændte han varmelyset over sine urtepotter og sad lige så stille og så underet ske, forårsblomster, der piplede op ad jorden.
April kom for sent. Det var ikke med vilje. Der var bare så mange ting på vejen til skole, som hun lige måtte kigge på. Fugle, der pippede, blomster og grønne blade, der foldede sig ud, og pludselig var klokken halv ni, igen, og april måtte løbe. Og lærerne snakkede endnu engang med hende om vigtigheden af punktlighed, og april nikkede og kiggede op på dem med sine alt for store blå øjne i det lille spinkle ansigt, og lærerne sukkede endnu engang og rystede opgivende på hovedet.
Alle mænd har på et tidspunkt i deres liv mødt en maj. Maj var smuk, og hun forstod at udnytte det. Lyshåret og blåøjet med en anemone bag øret holdt hun ligepræcis dit blik længe nok, så kom det lille smil, og du stod tilbage usikker på, hvad det smil mon betød. Kunne hun lide dig? Lo hun af dig? På den måde besad maj en kulde, januar kun kunne drømme om.
Juni var anfører for fodboldholdet. Bred om skuldrene og med næsten lige så bredt et smil var han pigernes favorit. Når juni løb efter bolden var himlen altid blå, banen var grønnest, og hans lyse hår skinnede som en glorie om hovedet på ham, når han med et drenget grin tog imod tilskuerpladsernes jubel.
Med et high five gav juni plads til tvillingesøsteren juli, der med en flot saltamotale kom springede ud på græsset. Juli og hendes chearleaders var alle smukke, alle slanke og lyshårede med smil, der sad, som var de malet på deres unge ansigter. Deres ben og arme bevægede sig som lynhurtige trommestikker, og fik dig til at holde vejret i åndeløs spænding til showet var forbi - alt for hurtigt.
Lidt for nedringede og med lidt for korte skørter var august og september en hver fests fnisende midtpunkt og deres slørede blikke lovede lune sommeraftener og second base. Men mens august dansede natten væk var september, ja september. Snøvlende og med lettere udtværet læbestift væklede hun rundt og grinede for højt af vittigheder, hvor pointen netop var gået hende forbi. Har man et alkoholproblem, hvis man kun drikker ved festlige lejligheder? Hvad hvis der altid er fest?
Oktober var en mand af ordet og holdt gerne spontane forelæsninger om den råddenskab, hans mange marxistiske bøger havde åbenbaret for ham - Alle fortæret inden for det sidste halve år med glubende appetit. Delvist druknet i et imponerende rødt skæg, - designet til at mime hans idol, - gennemborede hans dybblå øjne deres tilhører med idealistens regnvejretunge blik
November lugtede sært - en blanding af angst og sved og hendes ansigt og hår havde et fedtet skær. Der blev hvisket om problemer i familien, men ingen spurgte, ikke direkte i hvert fald. Hun havde en mærkværdig vane med dreje sine trøjeærmer ud af form. Det fik hendes arme til at ligne lange, mørke gevækster, der ligesom bare hang der. De andre måneder holdt sig på afstand af lige dele væmmelse, magtesløshed og angst. November så ikke ud til at bemærke det. Hun så ikke ud til at bemærke noget som helst faktisk.
Allerede første skoledag havde december værget skuespillere til en lille frivillig teatertrup, der mødtes hver dag onsdag efter skole. Der var ingen af de andre unge, der helt forstod, hvordan det var sket. De var generelt alt for cool til at spille teater, men der var noget ved december, der gjorde, at du bare ikke kunne sige nej. Hun så så håbefuld ud og tanken om, at du skulle være skyld i at slukke det lys. Åh! Så de mødte troligt op hver onsdag og december for rundt i sine multifarvede uldsokker og med det røde hår muntert strittende. Det ene øjeblik opmuntrede hun et menneske, der tvivlede på sit udødelige talent, det næste malede hun bagtæppe i muntre farver. Sådan var december
Februar og marts var typiske medløber-drenge. De hang ved januar. Lo af hans isnende spydigheder, men manglede selv det der strejf af coolness. Grinende og bøvede. Men selv hos medløber-drenge er der altid en hakkeorden først februar, så marts. Det var svært helt at forstå for andre, hvad det var der gjorde det, men marts vidste det godt. Han havde nemlig en hemmelighed. En rigtig pinlig hemmelighed for en stor bøf som marts. Marts elskede blomster. Hver aften tændte han varmelyset over sine urtepotter og sad lige så stille og så underet ske, forårsblomster, der piplede op ad jorden.
April kom for sent. Det var ikke med vilje. Der var bare så mange ting på vejen til skole, som hun lige måtte kigge på. Fugle, der pippede, blomster og grønne blade, der foldede sig ud, og pludselig var klokken halv ni, igen, og april måtte løbe. Og lærerne snakkede endnu engang med hende om vigtigheden af punktlighed, og april nikkede og kiggede op på dem med sine alt for store blå øjne i det lille spinkle ansigt, og lærerne sukkede endnu engang og rystede opgivende på hovedet.
Alle mænd har på et tidspunkt i deres liv mødt en maj. Maj var smuk, og hun forstod at udnytte det. Lyshåret og blåøjet med en anemone bag øret holdt hun ligepræcis dit blik længe nok, så kom det lille smil, og du stod tilbage usikker på, hvad det smil mon betød. Kunne hun lide dig? Lo hun af dig? På den måde besad maj en kulde, januar kun kunne drømme om.
Juni var anfører for fodboldholdet. Bred om skuldrene og med næsten lige så bredt et smil var han pigernes favorit. Når juni løb efter bolden var himlen altid blå, banen var grønnest, og hans lyse hår skinnede som en glorie om hovedet på ham, når han med et drenget grin tog imod tilskuerpladsernes jubel.
Med et high five gav juni plads til tvillingesøsteren juli, der med en flot saltamotale kom springede ud på græsset. Juli og hendes chearleaders var alle smukke, alle slanke og lyshårede med smil, der sad, som var de malet på deres unge ansigter. Deres ben og arme bevægede sig som lynhurtige trommestikker, og fik dig til at holde vejret i åndeløs spænding til showet var forbi - alt for hurtigt.
Lidt for nedringede og med lidt for korte skørter var august og september en hver fests fnisende midtpunkt og deres slørede blikke lovede lune sommeraftener og second base. Men mens august dansede natten væk var september, ja september. Snøvlende og med lettere udtværet læbestift væklede hun rundt og grinede for højt af vittigheder, hvor pointen netop var gået hende forbi. Har man et alkoholproblem, hvis man kun drikker ved festlige lejligheder? Hvad hvis der altid er fest?
Oktober var en mand af ordet og holdt gerne spontane forelæsninger om den råddenskab, hans mange marxistiske bøger havde åbenbaret for ham - Alle fortæret inden for det sidste halve år med glubende appetit. Delvist druknet i et imponerende rødt skæg, - designet til at mime hans idol, - gennemborede hans dybblå øjne deres tilhører med idealistens regnvejretunge blik
November lugtede sært - en blanding af angst og sved og hendes ansigt og hår havde et fedtet skær. Der blev hvisket om problemer i familien, men ingen spurgte, ikke direkte i hvert fald. Hun havde en mærkværdig vane med dreje sine trøjeærmer ud af form. Det fik hendes arme til at ligne lange, mørke gevækster, der ligesom bare hang der. De andre måneder holdt sig på afstand af lige dele væmmelse, magtesløshed og angst. November så ikke ud til at bemærke det. Hun så ikke ud til at bemærke noget som helst faktisk.
Allerede første skoledag havde december værget skuespillere til en lille frivillig teatertrup, der mødtes hver dag onsdag efter skole. Der var ingen af de andre unge, der helt forstod, hvordan det var sket. De var generelt alt for cool til at spille teater, men der var noget ved december, der gjorde, at du bare ikke kunne sige nej. Hun så så håbefuld ud og tanken om, at du skulle være skyld i at slukke det lys. Åh! Så de mødte troligt op hver onsdag og december for rundt i sine multifarvede uldsokker og med det røde hår muntert strittende. Det ene øjeblik opmuntrede hun et menneske, der tvivlede på sit udødelige talent, det næste malede hun bagtæppe i muntre farver. Sådan var december
Kommentarer
Send en kommentar