Et fjernsyns kærlighed

Om aftenen spejlede hendes elskede ansigt sig i min skærms blå lys. Jeg fortalte hende kærlighedshistorier i form af film og serier. Jeg fortalte hende, at den eneste ene fandtes, at sand kærlighed var -  ja netop sand. Og jeg iagttog hende med et let hjerte, når hun faldt i søvn med et smil på læben. Men selvom det glædede mig, så gjorde det samtidig ondt, at hun aldrig så mig, det må jeg indrømme. Når hun trykkede på knappen, var jeg ikke andet end en sort kasse i hjørnet for hende, en livløs genstand. Langsomt begyndte jeg, at ønske mig mere.

Bag den sorte flade summede mine tanker. Hvordan skulle jeg vinde min elskede? Aften efter aften grublede jeg.  Og så en nat stod det mig pludselig klart. Jeg måtte overkomme vores forskelle. Det var den eneste løsning. Jeg måtte blive menneske.

Jeg, en modtager af natur, vendte den nat signalet om, jeg sendte min kærlighedshistorie ud i verden, og med den en bøn - hjælp mig! De kom fra nær og fjern, og sammen skabte vi en krop til mig. Jeg tog hendes fars høje hat ned fra hylden. Jeg ville være fin, første gang hun så mig.

Nu venter vi på, at hun vågner.