Min bekymringshat

I morgen kan det så være slutningen på de fire hårdeste år af mit liv. Vi skal endnu engang have at vide, om der er celleforandringer, og hvis lægen siger, at det er der, har vi besluttet at få livmoderen fjernet. Farvel familiedrømme, og farvel kræftdiagnose. Men jeg er ikke bekymret, og nu skal du høre hvorfor:

I weekenden var vi på restaurant. Og mens vi snakkede, tog jeg min usynlige bekymringshat på, trak dens usynlige skygge godt ned over ørerne og tittede ud under den.

"Hvad er det for en hat?" Spurgte S

"Det er min bekymringshat" svarede jeg

Med et snuptag rev han min usynlige hat af mit hoved og smed den ud i restauranten.

"Nu har jeg taget din bekymringshat" sagde han med bestemt mine. "Og jeg har smidt den væk, så nu kan du aldrig mere bekymre dig."

"Men det er jo en usynlig hat" fremstammede jeg

"Ja nemlig" sagde S. "Den er usynlig, så du kan lige så godt opgive at lede efter den. For du finder den aldrig."

Og så var det slut med bekymring for i morgen og for noget andet nogensinde mere. Det føles mærkeligt bart på mit hoved. Det er faktisk okay.