Snak med mandag

Da jeg trak gardinerne fra i morges, regnede det. Vandet fossede ned af tagryggen og stod i kaskader ud af tagrenderne. Det var ikke dråber. Det var et tæppe af vand.

"Mandag morgen altså" sagde jeg og kiggede bestemt ud på regnen. "Det her gør virkelig ikke noget godt for dit omdømme. Ikke fordi, jeg ikke kan forstå, at du er ked af det. Det kan ikke være sjovt at være dig. Alle brokker sig altid over dig og er sure på dig, men regnvejr i stride strømme gør os altså bare endnu mere knotne. Op med hovedet, søde du. Du har ikke gjort noget galt, bare fordi du er den første"

Regnen holdt ikke op.

Jeg valgte ikke at kommentere yderligere på det. Nogle gange har man behov for at græde færdig, når man først er begyndt, og det må man respektere. Da jeg gik ud af døren, tittede solstråler frem gennem de grå skyer.