En nusset dinosaurus

Havde du en usynlig ven, da du var lille?

I sidste uge faldt jeg over omtalen af en udstilling i London, hvor kunstnere sammen med en gruppe børn havde genskabt børnenes usynlige venner. Og hvilken poetisk og  pusseløjerlig samling de venner var.

Her var en pige med et øje i panden i følgeskab med sin kælesky. En gråpelset og lettere nusset dinosaurus, der var så stor, at drengen måtte stå på en skammel for at lægge armene om halsen på sin bedste ven. Et farligt monster med fire arme og ben, som kunne spille badminton, for hvem vil ikke gerne have sådan en på sin side i en badminton-kamp? En hund med briller og skællet grøn hale, en hvid løve med lilla manke og store rare øjne og en kæmpestor sort- og hvidstribet kat, der lød navnet Lily 

Da jeg var lille havde jeg ikke nogen usynlig ven, og det er jeg egentlig ret ked af i dag. Jeg var på alle måder et alvorligt og  fornuftigt barn. Heldigvis kan man jo vokse fra det meste, men alligevel føler jeg, at tiden for usynlige venner er forbi. Jeg forestiller mig, at en usynlig ven kræver en form for vedholdende tro. Jo jeg kan stadig mønstre øjeblik af vildvoksen fantasi, men ikke i længden, - i længden mokker den indre kritiske stemme og de konstante vurderinger sig på. Og sådan er det nok bare at blive voksen.

Men kunne en voksen få et skænket et ønske, så kunne jeg så godt tænke mig at lægge armene om dinoens nussede bløde pels, blot et øjeblik. Eller låne Lily til en travetur i parken en forårsdag.

Se mere i Enfants Terribles nyeste udgave: www.enfantsterriblesmag.com