I dragens hule

Lørdag var markedsdag ved Portobello Road, hvor kirsebærtræerne stod i fuldt flor og mimede de pastelfarvede huse i Notting Hill. Et akapella-kor gav den gas ved indgangen til gaden med jazzede rytmer, der blandede sig med swing fra boden med 3 CD'er for 10 pund.

De virker som om alle kender hinanden i denne lille, gale landsby, og overalt hører du "good morning darling" og "don't be a stranger". Boderne er i sig selv denne vidunderlige blanding af værdifulde antikviteter og lige så vidunderlige nick-nacks, som vi virkelig mangler et neutralt ord for på dansk, da tingeltangel bare ikke rigtig er det samme. Nogle forslag?

En bod solgte forstørrelsesglas i alle afskygninger; perlemorshåndtag, udskåret træ og plastik, ved siden af var boden fuld af antikt kameraudstyr... Og smykkerne, - åh smykkerne -, et lille udsnit af Alladdins hule. I en bod sad en ældre dame på en taburet med næsen i avisen, mens hun vippede takten til en lydløs melodi med sin tøffel. Hun var klædt i en lang skinnende kaftan med perler så store som drageæg om halsen, ja det ville ikke undre mig spor, hvis hun i virkeligheden var en drage, der vogtede over sin guldskat.

I indgangen til en af de mange små antikvitetsarkader hang en høj sort hat med mærkaten "belongs to the mad hatter" og længere inde i arkadens dyb fandt min søde mand en bod med spadserstokke, der var skjulte skæfter til kårde, mens jeg beundrede hvide porcelænspapegøjer i naturlig størrelse, der sad i hver deres kobberringe og svingede blidt.

Jeg tror simpelthen det er umuligt at komme tomhændet derfra. Jeg fik en ny halskæde og så købte vi den fineste chokoladekande, formet som en grøn frø i sommerhabit og rød butterfly, hvor chokoladen løber ud af hans stråhat. Han blev selvfølgelig straks døbt hr. ChokyFroggy.

Søndag var slentretur gennem Hyde Park med kastanjerne i fuld forårsgrønt flor op imod National History Museum. På vejen stak vi hovedet ind i de fine små Serpentine Gallerier, hvor jeg købte en billedskøn bog om fysik med den dragende bagsidetekst "here on the edge of what we know, in contact with the ocean of the unknown, shines the mystery of the world. And it's breathtaking." min søde mand har lige siden prøvet at forklare mig de store træk i relativitetsteorien, men jeg er vist ikke den mest lærenemme elev, lige når jeg tror, at jeg har forstået bare lidt, så smutter det mellem mine fingre.

National history Museum står mit hjerte nært, hvordan kan man andet end elske et sted, hvor indgangen hedder Hall of Wonders. Jamen altså. I hele den kæmpestore hals længde står et vældigt dinosaurus-skelet og tager imod med dets elegante hals i en bue højt over dit hoved. Der er et eller andet ved ånden. Det at lære bliver et eventyr, her betages vi af naturens mange vidundere. Kolibrier i alle regnbuens farver og kæmpe strudse, der værdigt skuer ned mod de små mennesker for dets fødder. Her er menneskekranier fra forlængst døde menneskeracer og forsteninger af kæmpestore havpattedyr, så store, at det ikke er til at forstå.