Dansende Nana'er

I weekenden var vi på Arken. Vi kom egentlig for at se Gerda Wegener, men endte med også at se Niki de Saint Phalle, den skydegale feminist.

Gerda Wegeners mand var den første til at skifte køn. Han optræder på hendes billeder, som kvinden Lili. En smuk, smuk kvinde. Kort lyst hår og et blidt og sårbart blik i øjnene, Lili er en skrøbelig skikkelse, en drøm om, at kunne være noget andet, end den hun er. Og når du ser hende i hendes billedramme med de røde læber og sortmalede øjne, så drømmer du med hende. Så er hun i den grad kvinde.

Og så var der Niki de Saint Phalle, som skreg sin smerte ud over ikke at kunne være den hun gerne vil være i et patriarkalsk Frankrig i 60'erne. Og selvom jeg er uenig i at patriakiet i dag er skurken, så er der alligevel en lille klokke, der ringer. Hvor svært det at turde stille sig op og sige, det her er mig, og jeg har ret til at være. Samtidig er tvivlen der også  i hendes værker, hvis jeg gør det her, er det så mig, eller dem der siger, at det er forkert, som tager fejl?

Hun er fuldkommen kompromisløs, vild og skabende, og samtidig bange for dæmonerne, også dem som bor i hende selv. Og den pæne pige i mig både prokeres og længes, når jeg ser hendes vilde dansende Nanaer.