Håb er en sårbar tilstand

Da jeg løb ud i skoven i morges, var anemonerne endnu ikke stået op. De sad i  skovbunden med de hvide kronblade puttet over deres små gule ansigter og ventede på solens stråler. Forårsskove er så dramatiske, synes du ik? Strålende grønt løv og fine, hvide små blomster venter mellem døde kviste, visne blade og væltede træer, som har ladt livet i vinterstormene.

Da jeg var lille, brød jeg mig ikke om foråret. Jeg var skeptisk over for løfter om, at alt med et ville blive sol og lykke og betragtede spædt løv med mistro. Ja selv nu, mens mine fødder taktfast rammer skovstien, er en lille del af mig stadig ikke sikker på, at det døde løv ikke denne gang vil få overtaget og udkæmpe de spæde skud. Hvad skal sådan et bitte grønt blad egentlig kunne stille op, når man tænker over det?

Håb er ikke for svage sjæle, det jeg efterhånden måtte sande. Det er en sårbar tilstand  og kræver mod og mandshjerte at turde tro på. Og mens jeg øver mig, tegner solens stråler mønstre af guldprikker på den skyggefulde skovbund og i skovsøerne smiler en lyseblå forårshimmel op imod mig.