I've a feeling we are not in Kansas anymore
ANBEFALING: kirsebæralleen på Bispebjerg Kirkegård.
Her til morgen trodsede S og jeg vinden og de truende grå skyer og cyklede ud på Bispebjerg Kirkegård, hvor deres kirsebæralle lige nu står i fuldt flor. Vi var ikke alene. Børn og voksne gik rundt i mellem hinanden og kiggede op i træernes kroner med et henført blik og på hinanden med funklende øjne og brede smil.
Det slår mig hvert år, at selvom kirsebærtræer er et tegn på flygtighed, føles den flygtighed, når man står under deres kroner, mere som en ikke-tid, hvor minutter, dage og år mister deres betydning, opløser sig selv og flyver væk på skyer af blomsterblade. Og i dag fik jeg syn for sagen.
Da vi skulle gå så jeg en ældre dame stå lidt uden for stien. Hun stod alene med nakken tilbage og kiggede op mod blomstergrenene, fuldstændig fortabt. Skyer af lyserøde blomsterblade stod omkring og indhyllede hende, og da hun igen kom til syne, lignede hun fuldstændig en ung pige. Og jeg spurgte lydløst om kirsebærtræerne mon havde forvandlet hende lige der for øjnene af mig, til den pige, hun var engang, eller om de blot viste mig det menneske, der stadig boede inde i den gamle kvindes krop? Og kirsebærtræerne hviskede tilbage "Nynne, spørgsmålet er uden betydning"
.
Her til morgen trodsede S og jeg vinden og de truende grå skyer og cyklede ud på Bispebjerg Kirkegård, hvor deres kirsebæralle lige nu står i fuldt flor. Vi var ikke alene. Børn og voksne gik rundt i mellem hinanden og kiggede op i træernes kroner med et henført blik og på hinanden med funklende øjne og brede smil.
Det slår mig hvert år, at selvom kirsebærtræer er et tegn på flygtighed, føles den flygtighed, når man står under deres kroner, mere som en ikke-tid, hvor minutter, dage og år mister deres betydning, opløser sig selv og flyver væk på skyer af blomsterblade. Og i dag fik jeg syn for sagen.
Da vi skulle gå så jeg en ældre dame stå lidt uden for stien. Hun stod alene med nakken tilbage og kiggede op mod blomstergrenene, fuldstændig fortabt. Skyer af lyserøde blomsterblade stod omkring og indhyllede hende, og da hun igen kom til syne, lignede hun fuldstændig en ung pige. Og jeg spurgte lydløst om kirsebærtræerne mon havde forvandlet hende lige der for øjnene af mig, til den pige, hun var engang, eller om de blot viste mig det menneske, der stadig boede inde i den gamle kvindes krop? Og kirsebærtræerne hviskede tilbage "Nynne, spørgsmålet er uden betydning"
.
Kommentarer
Send en kommentar