De barske realiteters land

Kære Julie!

I går trådte jeg ud i et fremmed land. Jeg var alene, min usynlige ven var væk, og det blæste koldt. Lidt væk stod et frygteligt officielt udseende  skilt, hvor der stod skrevet med høje, skarpe bogstaver 'de barske realiteters land'

Så var der en, som tog min hånd. Jeg kiggede op på min mand, som kiggede bekymret ned på mig.
"Er der virkelig mennesker som bor her?" Spurgte jeg.
"Det er hvad jeg har hørt" Svarede han.
"Men her er jo så koldt og gråt" Jeg kiggede mig vantro omkring.

Min mand tog sin jakke af og lagde den om skuldrene på mig. Jeg tænkte på tunnelen, vi var kommet fra. Der havde været så mørkt, at man ikke kunne se en hånd foran sig og min ryg gjorde stadig ondt fra at have gået sammenkrøbet så længe. I det mindste var der lys her, selvom det var et gråt og klinisk et af slagsen

"Kom" sagde jeg så og tog hans hånd igen. "Vi må finde en vej. Selv i et land så koldt og gråt som dette, må der være en vej"
Og så begyndte vi at gå

Kærlig hilsen

Nynne