Abeorkide og hollow-reads
Kære Julie!
Kender du abeorkideerne? Indrømmet, jeg tror ikke, at det er den tekniske betegnelse, men har man set dem, forestiller jeg mig, at man ikke kan være andet end enig i, at det præcist, er det, de er - abeorkideer.
Jeg har selv aldrig set andet end billeder, men jeg vil frygtelig gerne se en i virkeligheden.
Da jeg var blevet udret for kræft, og jeg ventede på mit svar, forsvandt min fantasi. En sten var pludselig ikke andet end en sten. En blomst var kun en blomst. Jeg havde mistet dobbelt-blikket. Jeg så ikke længere historier; gode, usammenhængende eller direkte dårlige. De var allesammen væk.
Først da blev jeg alvorligt bange.
Lige meget, hvor skidt det har stået til, har mig og min fantasi ( jeg kalder hende Pelle) altid været sammen. Nu var jeg alene i al gråheden og i alvorlig fare for at miste mig selv til livmoderkræft og barnløshed.
Jeg husker lige så tydeligt, at stå ude i køkkenet og tænke, at det var så det. Det er muddergråt herfra. Get with the program. Så kaldte min mand på mig fra stuen "kom og se den her fantastiske orkide skat. Den ligner fuldstændig en abe" han holdt sin telefon henimod mig og der sad den, et lille bitte orangutang-hoved i en orkide.
Det kunne Pelle alligevel ikke modstå. Hun kravlede frem fra, hvorend hun havde gemt sig, moslede op på min skulder, og hviskede, så hun pustede varm luft ind i øret på mig "Verden kan nu alligevel ikke være så slem, når der findes bittesmå abehoveder inde i orkide-blomster"
Pelle og jeg husker for tiden hinanden dagligt på abeorkideen.
Kærlig hilsen
Nynne (og Pelle)
PS. Og mens vi er ved mørke, er det endelig blevet oktober og hyggelig-uhyggetid. Jeg er fuldstændig forelsket i den nye tradition hollow-reads, hvor man giver hinanden uhyggelige bøger. Så selvfølgelig er der en helt særlig historie på vej til dig fra mig.
PPS: som du måske har bemærket kom der ingen status på septembers manifest. Intentionerne smuldrede mellem fingrene på mig, så manifester må vente til roligere tider.
abe-orkideerne
Kender du abeorkideerne? Indrømmet, jeg tror ikke, at det er den tekniske betegnelse, men har man set dem, forestiller jeg mig, at man ikke kan være andet end enig i, at det præcist, er det, de er - abeorkideer.
Jeg har selv aldrig set andet end billeder, men jeg vil frygtelig gerne se en i virkeligheden.
Da jeg var blevet udret for kræft, og jeg ventede på mit svar, forsvandt min fantasi. En sten var pludselig ikke andet end en sten. En blomst var kun en blomst. Jeg havde mistet dobbelt-blikket. Jeg så ikke længere historier; gode, usammenhængende eller direkte dårlige. De var allesammen væk.
Først da blev jeg alvorligt bange.
Lige meget, hvor skidt det har stået til, har mig og min fantasi ( jeg kalder hende Pelle) altid været sammen. Nu var jeg alene i al gråheden og i alvorlig fare for at miste mig selv til livmoderkræft og barnløshed.
Jeg husker lige så tydeligt, at stå ude i køkkenet og tænke, at det var så det. Det er muddergråt herfra. Get with the program. Så kaldte min mand på mig fra stuen "kom og se den her fantastiske orkide skat. Den ligner fuldstændig en abe" han holdt sin telefon henimod mig og der sad den, et lille bitte orangutang-hoved i en orkide.
Det kunne Pelle alligevel ikke modstå. Hun kravlede frem fra, hvorend hun havde gemt sig, moslede op på min skulder, og hviskede, så hun pustede varm luft ind i øret på mig "Verden kan nu alligevel ikke være så slem, når der findes bittesmå abehoveder inde i orkide-blomster"
Pelle og jeg husker for tiden hinanden dagligt på abeorkideen.
Kærlig hilsen
Nynne (og Pelle)
PS. Og mens vi er ved mørke, er det endelig blevet oktober og hyggelig-uhyggetid. Jeg er fuldstændig forelsket i den nye tradition hollow-reads, hvor man giver hinanden uhyggelige bøger. Så selvfølgelig er der en helt særlig historie på vej til dig fra mig.
PPS: som du måske har bemærket kom der ingen status på septembers manifest. Intentionerne smuldrede mellem fingrene på mig, så manifester må vente til roligere tider.
Kommentarer
Send en kommentar