Dansende klokker og et papir, der forvandler sig

Flamencodanseren går med stolte og elegante skridt ned af trappen i Louisianas koncertsal. Der sidder noget på hendes lange, sorte velourjakke, men jeg kan ikke se hvad det er. Den hvide skindtromme slår rytmen an. Så hører jeg klokkerne. Det er klokker hun har på jakken. I to rækker sidder de op af hendes ryg og går over i et smalt bånd af klokker, der strækker sig henover hendes hår og ender i en lille bjælde i hendes pande. Den hvide tromme lyser som en fuldmåne i halvmørket. Danseren løfter albuerne mod loftet og krammer sig sammen som en vældig sort fugl, der skal til at lette. Trommen stopper. Og i stilheden spiller bjælderne. Danseren er et instrument og hvert vug, kast og drej skaber nye toner, der bringer sangen til live

Hun har skiftet kjole nu. Kjolen er hvid og tætsiddende og forneden, er der et skørt af hvide vifter. Under dansen bøjer hun sig ned og tager en af vifterne af. Hun danser med viften, som giver et blidt svirp, hver gang hun ryster den. Så folder hun viften ud som en harmonika. Den er af papir, som de papirvifter jeg lavede, da jeg var barn, når jeg legede 'fin dame'. Hun krøller papiret sammen til en kugle og slår den mod sin krop. Den giver en blød vush-agtig lyd. Nu er papiret et musikinstrument. Da dansen slutter kaster hun papiret fra sig, og da det lander på jorden, er det igen blot papir.