Måske-barnet - min usynlige ven
Kære Julie!
Først og fremmest undskyld, at der er gået så lang tid siden mit sidste brev, men det er bare det, at denne uge har været sådan en lang og mærkelig en rejse, som man først kan berette om, når den er slut.
Sidste søndag fik jeg taget æg ud og fredag satte de et befrugtet æg op, som lægen blev ved med at omtale som 'et smukt æg', hvilket jeg går ud fra er godt, selvom jeg ikke rigtig ved, hvad det betyder
At gå ud fra hospitalet var en utrolig antiklimaktisk oplevelse. Så var jeg så gravid. Jeg aner intet om, om ægget vil sætte sig fast og dermed blive til et barn. Det var så og sige en form for måske-barn indtil videre. Men det var ikke det, der gjorde det hele så overordentligt mærkværdigt. Det mærkværdige var, at jeg overhovedet ikke kunne mærke nogen forskel. Burde der ikke være en eller anden form for forandring?
I morges, da jeg vågnede, bankede jeg blidt på maven, et høfligt bank - synes jeg selv -, som man ville gøre det på døren til vens hus. "Hallo" hviskede jeg. "Er du der?" Intet svar. Jeg sagde lidt højere "Godmorgen måske-barn". Min mand mumlede fra den anden side af sengen med vanlig videnskabelig tilgang til tingene."nervesystemet dannes først laaangt senere, den kan ikke høre dig". Jeg mumlede tilbage, at det da ikke gjorde, at det ikke var uhøfligt ikke at hilse.
Indrømmet det manglende nervesystem slog mig kortvarigt lidt ud - jeg kunne ikke mærke den og den kunne ikke høre mig -, men jeg tror, at jeg nu har fundet en form for løsning. Mit måske-barn er lidt en form for usynlig ven tænker jeg. Godt nok stum eller måske meget, meget introvert (hvilket eventuelt kan give os nogle problemer senere), men med mig som en venlig, tavs skygge.
Og som alle usynlige venner er det ikke til at vide, hvor længe man får lov til at beholde sin ven. Måske er det et venskab, der vil vare resten af livet, måske er din usynlige ven pludselig væk en dag, som bladene på træerne om efteråret. En morgen er der blot bare grene tilbage. Det handler derfor om at nyde dets selskab, mens man kan.
Kærlig hilsen
Nynne (og den usynlige ven)
Først og fremmest undskyld, at der er gået så lang tid siden mit sidste brev, men det er bare det, at denne uge har været sådan en lang og mærkelig en rejse, som man først kan berette om, når den er slut.
Sidste søndag fik jeg taget æg ud og fredag satte de et befrugtet æg op, som lægen blev ved med at omtale som 'et smukt æg', hvilket jeg går ud fra er godt, selvom jeg ikke rigtig ved, hvad det betyder
At gå ud fra hospitalet var en utrolig antiklimaktisk oplevelse. Så var jeg så gravid. Jeg aner intet om, om ægget vil sætte sig fast og dermed blive til et barn. Det var så og sige en form for måske-barn indtil videre. Men det var ikke det, der gjorde det hele så overordentligt mærkværdigt. Det mærkværdige var, at jeg overhovedet ikke kunne mærke nogen forskel. Burde der ikke være en eller anden form for forandring?
I morges, da jeg vågnede, bankede jeg blidt på maven, et høfligt bank - synes jeg selv -, som man ville gøre det på døren til vens hus. "Hallo" hviskede jeg. "Er du der?" Intet svar. Jeg sagde lidt højere "Godmorgen måske-barn". Min mand mumlede fra den anden side af sengen med vanlig videnskabelig tilgang til tingene."nervesystemet dannes først laaangt senere, den kan ikke høre dig". Jeg mumlede tilbage, at det da ikke gjorde, at det ikke var uhøfligt ikke at hilse.
Indrømmet det manglende nervesystem slog mig kortvarigt lidt ud - jeg kunne ikke mærke den og den kunne ikke høre mig -, men jeg tror, at jeg nu har fundet en form for løsning. Mit måske-barn er lidt en form for usynlig ven tænker jeg. Godt nok stum eller måske meget, meget introvert (hvilket eventuelt kan give os nogle problemer senere), men med mig som en venlig, tavs skygge.
Og som alle usynlige venner er det ikke til at vide, hvor længe man får lov til at beholde sin ven. Måske er det et venskab, der vil vare resten af livet, måske er din usynlige ven pludselig væk en dag, som bladene på træerne om efteråret. En morgen er der blot bare grene tilbage. Det handler derfor om at nyde dets selskab, mens man kan.
Kærlig hilsen
Nynne (og den usynlige ven)
Kommentarer
Send en kommentar