Gode råd til skabsforfatteren
Kære Julie!
Normalt er rådet til folk, som gerne vil skrive (eller lave anden form for kreativitet), at de skal træne. Hvis du gerne vil skrive, skal du skrive hver dag. Det er et godt råd, men jeg har på det sidste tænkt en del over, om det i virkeligheden kan stå så alene, som det ofte gør. Hvad tror du?
Jeg tænker selv, at man for at skrive godt må træne sin iagttagelsesevne og fantasi og det er ikke nødvendigvis noget, man bliver bedre til, bare fordi man skriver meget.
at træne iagttagelsesevne
Hvis jeg vil skrive levende beskrivelser, skal jeg øve mig i at lægge mærke til mine omgivelser
I metroen så jeg i går en kvinde med en kæmpestor hvid strudsefjer kækt svungen henover hovedet, i fjeren var der vævet to rækker af simili-sten. Om halsen havde hun kilovis af falske perler, og den hvide kjole var pyntet med strudsefjer forneden.
Jeg ville aldrig have fundet på hende selv, men vigtigere jeg ville aldrig have tænkt over, hvad der ellers var i rummet: Den varme tryggende metro. Kontrasten mellem hende og de mange cowboybukser, træningssko og trætte miner, der omgav hende. Min egen kortvarige tvivl om hendes køn.
Dialog:
Jeg kan ikke skrive levende dialoger, hvis ikke jeg øver mig i at lægge mærke til, hvordan folk taler med hinanden. Hvad de siger, (og især hvad de ikke siger).
Jeg gik for et par år siden en tur på Blågårds Plads og hørte to kvinder sidde og ordne verdenssituationen, (altså mand og arbejde) samtidig med, at en gruppe indvandrerdrenge talte om, hvor ondt det egentlig gør at blive sparket i nyrerne. Kontrasten var, ja til at få øje på.
Jeg ville aldrig have fundet på det selv. Og jeg ville have glemt betoningerne og de særlige fortællemønstre.
Historierne omkring mig:
Jeg gentager gamle slidte fortællemønstrer, hvis ikke jeg lærer at se historierne omkring mig, og vigtigst af alt stjæle med arme og ben.
Jeg hørte for et stykke tide siden en historie om en mand, som begyndte at miste verberne i sit sprog, fordi han er stresset over, at hans mor, hver aften dækkede op til den sigøjnerfamilie, som hun troede boede hjemme hos dem.
Jeg ville aldrig, aldrig, aldrig have fundet på det selv, og hvilken fantastisk historie. Den nærmest tigger om at blive skrevet.
Fantasi, kreativitet og leg
Jeg har skrevet om det før, men det er ligesom at det bliver svære, og svære at lege og bruge sin fantasi med alderen. Og er det at skrive i virkeligheden andet end at lege en anden verden frem, end den som er?
Jeg har før hørt rådet, at man skal læse, fordi det træner ens fantasi. Man øver hjernen i at forestille sig andre verdner. Men hvorfor stoppe der, verden er fuld af kreative mennesker, hvis arbejde man kan lade sig inspirere af: filmskabere, kunstnere, musikere, you name it.
Og så er der hele learning by doing, som netop kommer, når man skriver og skriver, men selv, når man skriver, holder man hurtigt op med at lege, man ved hvilken historie man gerne vil skrive og har snuden i sporet. Jeg vil derfor øve mig i at huske skriveøvelserne og de kreative benspænd, selvom de hurtigt opleves som tidsspilde.
Kort sagt:
Hvad tænker du? er der noget, som jeg har glemt? Hvad kan man ellers gøre for at blive en stor og stærk historiefortæller?
Kærlig hilsen Nynne
Normalt er rådet til folk, som gerne vil skrive (eller lave anden form for kreativitet), at de skal træne. Hvis du gerne vil skrive, skal du skrive hver dag. Det er et godt råd, men jeg har på det sidste tænkt en del over, om det i virkeligheden kan stå så alene, som det ofte gør. Hvad tror du?
Jeg tænker selv, at man for at skrive godt må træne sin iagttagelsesevne og fantasi og det er ikke nødvendigvis noget, man bliver bedre til, bare fordi man skriver meget.
at træne iagttagelsesevne
Hvis jeg vil skrive levende beskrivelser, skal jeg øve mig i at lægge mærke til mine omgivelser
I metroen så jeg i går en kvinde med en kæmpestor hvid strudsefjer kækt svungen henover hovedet, i fjeren var der vævet to rækker af simili-sten. Om halsen havde hun kilovis af falske perler, og den hvide kjole var pyntet med strudsefjer forneden.
Jeg ville aldrig have fundet på hende selv, men vigtigere jeg ville aldrig have tænkt over, hvad der ellers var i rummet: Den varme tryggende metro. Kontrasten mellem hende og de mange cowboybukser, træningssko og trætte miner, der omgav hende. Min egen kortvarige tvivl om hendes køn.
Dialog:
Jeg kan ikke skrive levende dialoger, hvis ikke jeg øver mig i at lægge mærke til, hvordan folk taler med hinanden. Hvad de siger, (og især hvad de ikke siger).
Jeg gik for et par år siden en tur på Blågårds Plads og hørte to kvinder sidde og ordne verdenssituationen, (altså mand og arbejde) samtidig med, at en gruppe indvandrerdrenge talte om, hvor ondt det egentlig gør at blive sparket i nyrerne. Kontrasten var, ja til at få øje på.
Jeg ville aldrig have fundet på det selv. Og jeg ville have glemt betoningerne og de særlige fortællemønstre.
Historierne omkring mig:
Jeg gentager gamle slidte fortællemønstrer, hvis ikke jeg lærer at se historierne omkring mig, og vigtigst af alt stjæle med arme og ben.
Jeg hørte for et stykke tide siden en historie om en mand, som begyndte at miste verberne i sit sprog, fordi han er stresset over, at hans mor, hver aften dækkede op til den sigøjnerfamilie, som hun troede boede hjemme hos dem.
Jeg ville aldrig, aldrig, aldrig have fundet på det selv, og hvilken fantastisk historie. Den nærmest tigger om at blive skrevet.
Fantasi, kreativitet og leg
Jeg har skrevet om det før, men det er ligesom at det bliver svære, og svære at lege og bruge sin fantasi med alderen. Og er det at skrive i virkeligheden andet end at lege en anden verden frem, end den som er?
Jeg har før hørt rådet, at man skal læse, fordi det træner ens fantasi. Man øver hjernen i at forestille sig andre verdner. Men hvorfor stoppe der, verden er fuld af kreative mennesker, hvis arbejde man kan lade sig inspirere af: filmskabere, kunstnere, musikere, you name it.
Og så er der hele learning by doing, som netop kommer, når man skriver og skriver, men selv, når man skriver, holder man hurtigt op med at lege, man ved hvilken historie man gerne vil skrive og har snuden i sporet. Jeg vil derfor øve mig i at huske skriveøvelserne og de kreative benspænd, selvom de hurtigt opleves som tidsspilde.
Kort sagt:
- Se dig omkring
- Lyt
- Holde øje ned historierne.
- Træn din forestillingsevne
- Leg uden mål.
Hvad tænker du? er der noget, som jeg har glemt? Hvad kan man ellers gøre for at blive en stor og stærk historiefortæller?
Kærlig hilsen Nynne
Kommentarer
Send en kommentar