Kan du kende forskel på en engel og en djævel?
Kære Julie!!
Kan du kende forskel på en engel og en djævel? Jeg troede selv, at det var oplagt, men nu er jeg kommet i tvivl.
En uge efter den første store operation, hvor lægerne fortsat var ved at udrede mig for kræft, vovede jeg mig udenfor. Det var selvfølgelig for tidligt, og jeg sneglede mig langsomt afsted fra fra Nørreport mod Arnold Buscks boghandel et af mine absolutte yndlingssteder i København, koldsvedende og med sammenbidte tænder. Jeg VILLe være udenfor bare lidt, efter at være fanget i min seng i dage.
Ved en af de store bogstakke stod en lille pige med mørkt krøllet hår og store sorte øjne. Jeg kan huske, at hun havde en blå kjole på og sorte sko med runde snuder. Hendes øjne lyste op, da hun så mig, og mens hun kiggede mig lige i øjnene sagde hun med overbevisning i stemmen: "mama".
Det er en kliche, det ved jeg godt, men det føltes som om tiden stod stille, og pigen og jeg var de eneste levende i en verden, der var stivnet i mellemrummet mellem to hjerteslag. Jeg stirrede på hende, inde i mit hoved kværnede to monologer samtidig, men ingen af dem kom dog ud over mine læber.
Første monolog: nej jeg er ikke din mor, og jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver nogens mor, okay. Jeg har måske kræft, og de truer med at tage min livmoder og uden livmoder, ja det er du selvfølgelig for lille til at fatte, så lad os bare holde os til, at det der kan du fandme ikke være bekendt at sige. Okay!!
Anden monolog: Fascinerende. Tænk at djævle kan være så små. Det havde jeg alligevel ikke ventet, og så har den forklædt sig som en lille pige. De er alligevel ret snedigt.
Pige-djævlen lod dog fuldstændig upåvirket af min tavse tale og gentog med ligestor overbevisning "mama". Jeg prøvede, at få min tunge til at lystre, men ligemeget hvad jeg gjorde fortsatte tavsheden upåvirket og langsomt begyndte tvivlen at krybe ind i pigens mørke øjne. Da hun for tredje gang gentog "mama" var ordet gået fra en konstatering til et spørgsmål "mama?".
Før situationen udviklede sig til det forudsigelige kæmpeskrig, kom djævle-pigens mor dog farende, trak afsted med pigen, og efterlod mig alene og koldsvedende omgivet af tavse eventyrbøger, der alle som en havde vendt mig ryggen.
Siden den dag, har jeg i det sted i min hjerne, der er bange for at stille sko på bordet og siger 7-9-13 været overbevist om, at jeg mødte djævlen den dag. Men nu er jeg pludselig kommet i tvivl. Hvordan kender man egentlig forskel på en engel og en djævel? Måske var det en engel, der opsøgte mig for at forsikre mig om, at mine drømme ville gå i opfyldelse? Måske var det min indre modstand, min vrede, der fik englen til at tvivle tilsidst? måske er engle og djævle blot åbne spørgsmål, som venter på, at vi giver dem mening...?
Kærlig hilsen Nynne
Kan du kende forskel på en engel og en djævel? Jeg troede selv, at det var oplagt, men nu er jeg kommet i tvivl.
En uge efter den første store operation, hvor lægerne fortsat var ved at udrede mig for kræft, vovede jeg mig udenfor. Det var selvfølgelig for tidligt, og jeg sneglede mig langsomt afsted fra fra Nørreport mod Arnold Buscks boghandel et af mine absolutte yndlingssteder i København, koldsvedende og med sammenbidte tænder. Jeg VILLe være udenfor bare lidt, efter at være fanget i min seng i dage.
Ved en af de store bogstakke stod en lille pige med mørkt krøllet hår og store sorte øjne. Jeg kan huske, at hun havde en blå kjole på og sorte sko med runde snuder. Hendes øjne lyste op, da hun så mig, og mens hun kiggede mig lige i øjnene sagde hun med overbevisning i stemmen: "mama".
Det er en kliche, det ved jeg godt, men det føltes som om tiden stod stille, og pigen og jeg var de eneste levende i en verden, der var stivnet i mellemrummet mellem to hjerteslag. Jeg stirrede på hende, inde i mit hoved kværnede to monologer samtidig, men ingen af dem kom dog ud over mine læber.
Første monolog: nej jeg er ikke din mor, og jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver nogens mor, okay. Jeg har måske kræft, og de truer med at tage min livmoder og uden livmoder, ja det er du selvfølgelig for lille til at fatte, så lad os bare holde os til, at det der kan du fandme ikke være bekendt at sige. Okay!!
Anden monolog: Fascinerende. Tænk at djævle kan være så små. Det havde jeg alligevel ikke ventet, og så har den forklædt sig som en lille pige. De er alligevel ret snedigt.
Pige-djævlen lod dog fuldstændig upåvirket af min tavse tale og gentog med ligestor overbevisning "mama". Jeg prøvede, at få min tunge til at lystre, men ligemeget hvad jeg gjorde fortsatte tavsheden upåvirket og langsomt begyndte tvivlen at krybe ind i pigens mørke øjne. Da hun for tredje gang gentog "mama" var ordet gået fra en konstatering til et spørgsmål "mama?".
Før situationen udviklede sig til det forudsigelige kæmpeskrig, kom djævle-pigens mor dog farende, trak afsted med pigen, og efterlod mig alene og koldsvedende omgivet af tavse eventyrbøger, der alle som en havde vendt mig ryggen.
Siden den dag, har jeg i det sted i min hjerne, der er bange for at stille sko på bordet og siger 7-9-13 været overbevist om, at jeg mødte djævlen den dag. Men nu er jeg pludselig kommet i tvivl. Hvordan kender man egentlig forskel på en engel og en djævel? Måske var det en engel, der opsøgte mig for at forsikre mig om, at mine drømme ville gå i opfyldelse? Måske var det min indre modstand, min vrede, der fik englen til at tvivle tilsidst? måske er engle og djævle blot åbne spørgsmål, som venter på, at vi giver dem mening...?
Kærlig hilsen Nynne
Kommentarer
Send en kommentar