Budskabet fra den værste jul nogensinde

I år blev det aldrig jul. Jeg hængte julepynt op: Min elskede juleaustronaut, mit juletræ med de røde ballerinaer, mit isbjørnepar med balletskørt og prikket slips, men det særlige, der skulle forvandle det hele til sand julemagi, kom aldrig.

I november fandt jeg ud af, at jeg var gravid. I december begyndte blødningerne, og den 23 december aborterede jeg. Tre sætninger. Så kort kan en historie fortælles. Alt var tilstede, men magien, der skulle forvandle det til et nyt menneske, kom aldrig.

I dag tog jeg pynten ned. Jeg havde glædet mig til det, glædet mig til at slippe af med de glimtende stjerner og sammenflettede julehjerter, der tavst råbte deres budskab om, at dette var en tid for at glædes. Jeg er ikke et menneske, der dvæler.  Hvis julen svigter, sætter jeg mit lid til nytåret, nye begyndelser, nye muligheder.

Og så var det alligevel svært at klippe silkesnorene til de røde, glitrende æbler og gemme dem væk i anonyme, hvide plastikposer sikkert forseglet til næste år. Jeg havde haft så store forhåbninger til deres evne til at forvandle hverdagen til noget særligt, og så viste de sig bare at være flamingo-kugler.



Og på den måde lærte den værste jul nogensinde mig alligevel noget vigtigt. Jeg ønsker mig magien. Jeg ønsker mig noget mere end hverdagens kolde grå decemberlys, der netop nu stråler igennem mine fedtede ruder. Det er overraskende sjældent man virkelig, virkelig ønsker sig noget, kære Julie, og når den følelse kommer, skal man samle alt sit mod og alt sin styrke, og så skal man kæmpe.

 2017 jeg har hvæsset mine drømme på månelys, så de er skarpe som klinger, så kan du godt komme an

Kærlig hilsen Nynne

Kommentarer

  1. Så fantastisk skrevet min pige. Og jeg beundre dit livssyn og dit mod. SEJT ❤❤❤❤❤❤❤❤❤

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag