På besøg i cellen

Kære Julie!

Kender du Louise Bourgeois? Hendes celler spøger netop nu på Louisiana og i mine tanker nu uger efter, at vi besøgte dem.

Louise Bourgeois' mor vævede gobeliner. Tråd blev lagt ovenpå tråd, time efter time og langsomt dukkede historien frem. For Louis var hendes mor en edderkop. En utrættelig historiefortæller, der arbejdede på sit spind.

I et af cellerne skærmer edderkoppens lange ben en celle med en lille barnestol i. På væggene i cellen hænger gamle gobeliner, løsrevne billeder, hullede og ældede af tidens tand, som minder fra en svunden fortid.

Søren kalder på mig "se" siger han, "der hænger ure derinde".  Vi kigger på de fine gamle lommeure, som for længst er gået i stå. Et af dem står åben. Da jeg ser nærmere efter, opdager jeg, at det slet ikke er et ur, men en medaljon med et barnebillede i. Glasset er knust, som om en har taget sin finger og presset mod glasset til det gav efter.

Nogle celler er net, som du kigger ind i. Andre er lavet af gamle døre, hvor du kan titte ind igennem sprækkerne.

Mens jeg stirrer ind igennem en af sprækkerne, tager en kvinde et billede. Jeg hvisker til søren, at jeg nu officielt er blevet kunst, en voyeur, der lurer på en andens hemmeligheder.

Ved siden af edderkoppecellen står en celle fyldt med blå glaskugler, der omringer en vindeltrappe, der fører op til en tom platform. Der er noget overjordisk over de strålende glaskugler, men jeg har svært ved helt at blive enig med mig selv om, hvad jeg mener om trappen. Er man fanget deroppe uden mulighed for at slippe væk? Eller er næste skridt vejen ud i friheden og er friheden så her det frie fald?

Og mens jeg skriver det her, så tænker jeg,  at det er som om oplevelsen ikke rigtig kan fanges i beskrivelser, historierne kommer ikke med. Jeg tror nemlig ikke, der er nogen, som ikke har stået på trappen mod det uvisse. Eller følt sin version af fortiden blive knust af guillotinens kliniske præcision. Det her er hundredevis af historier samlet under et. Og jeg skulle skrive dig hundredevis af historier for rigtigt at kunne fortælle dig, hvad cellerne gemmer.

Nogle gange er storhed indiskutabel.

Kærlig hilsen Nynne