Storyteller
Kære Julie!
I weekenden var vi på Louisianas litteraturfestival. Det var første gang, jeg var på festivalen og det bliver bestemt ikke den sidste. Jeg blev fuldstændigt grebet af stemningen, selvom der også var nogle ting, som skar mig i øjnene. Det der betog mig allermest, var at høre forfatterne læse op. Voksne mennesker sad som små børn, på rad og række med det der fortabte blik i øjnene, som mennesker får, når vi er fanget af en rigtig god historie. Litteraturen blev til historiefortælling igen, fordi læseren pludselig sad der lige foran forfatteren. Det var der noget sært rigtigt og uragtigt ved.
Det der skar mig i øjnene var kataloget. Når man kiggede i kataloget med forfatternavne, var der overraskende få smil. Billederne var i sort hvidt, og forestillede mennesker klædt i sort med hvide ansigter, der stirrede ud på mig med alvorlige blikke. De virkede fraværende og indelukkede. Jeg havde lyst til, at spørge dem om de var Storytellers (som Karen Blixen), eller de var Forfattere (med stort F selvfølgelig) for det slog mig pludselig, at det var en ekstremt vigtig skillelinje. Vil du gerne fortælle historier, eller vil du udtrykke dig selv og din kunst. Jeg tror personligt, der går noget tabt, når forfatteren glemmer sin læser. Og med en alvorlig skabsforfatter i maven vil jeg i hvert fald forsøge at holde hast i, at det er historier, som jeg gerne vil fortælle.
En der i hvert fald kunne huske det der med at fortælle historier var Flemming Quist Møller skaberen af Bennys badekar, Cykelmyggen Egon og Snuden. Hold op han, hvor han kunne fortælle.
Pas på dig selv kære veninde.
Kærlig hilsen
Nynne
I weekenden var vi på Louisianas litteraturfestival. Det var første gang, jeg var på festivalen og det bliver bestemt ikke den sidste. Jeg blev fuldstændigt grebet af stemningen, selvom der også var nogle ting, som skar mig i øjnene. Det der betog mig allermest, var at høre forfatterne læse op. Voksne mennesker sad som små børn, på rad og række med det der fortabte blik i øjnene, som mennesker får, når vi er fanget af en rigtig god historie. Litteraturen blev til historiefortælling igen, fordi læseren pludselig sad der lige foran forfatteren. Det var der noget sært rigtigt og uragtigt ved.
Det der skar mig i øjnene var kataloget. Når man kiggede i kataloget med forfatternavne, var der overraskende få smil. Billederne var i sort hvidt, og forestillede mennesker klædt i sort med hvide ansigter, der stirrede ud på mig med alvorlige blikke. De virkede fraværende og indelukkede. Jeg havde lyst til, at spørge dem om de var Storytellers (som Karen Blixen), eller de var Forfattere (med stort F selvfølgelig) for det slog mig pludselig, at det var en ekstremt vigtig skillelinje. Vil du gerne fortælle historier, eller vil du udtrykke dig selv og din kunst. Jeg tror personligt, der går noget tabt, når forfatteren glemmer sin læser. Og med en alvorlig skabsforfatter i maven vil jeg i hvert fald forsøge at holde hast i, at det er historier, som jeg gerne vil fortælle.
En der i hvert fald kunne huske det der med at fortælle historier var Flemming Quist Møller skaberen af Bennys badekar, Cykelmyggen Egon og Snuden. Hold op han, hvor han kunne fortælle.
Pas på dig selv kære veninde.
Kærlig hilsen
Nynne
Kommentarer
Send en kommentar